Om os

Døden og døende, respekten og nærværet omkring denne proces, har længe ligget mig på sinde. For en del år siden blev jeg mindfulness (MBSR) lærer, og mindfulness handler om nærvær og om at lindre lidelse. I den proces opstod der et ønske om at bruge mindfulness i forbindelse med pårørende og professionelle, der er med døende. For 4 år siden gik mit ældste barnebarn, Samuel, på 7 år bort. Denne dybt livstransformerende begivenhed var det, der satte skub i mit ønske om at gøre en forskel for døende og deres pårørende. At bidrage til at døden, på linje med fødslen, bliver respekteret som en betydningsfuld begivenhed i ethvert menneskes liv; til at menneskeligt nærvær bliver en del af alles dødsproces. Derfor tog jeg initiativ til denne forening.

Jeg er også antropolog og arbejder i øjeblikket som antropolog og mindfulness lærer på Center for Specialpædagogiske Børnetilbud, Aarhus Kommune.

Jeg har måttet forlade arbejdsmarked i mange år pga. rygskade og kroniske smerter. Gennem mindfulness, compassion og yoga træning har jeg genvundet styrken til at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Jeg har aktiveret min socialpædagogiske uddannelse og arbejder med sårbare og udsatte unge. Unge som kan være tæt på døden pga. deres selvdestruktive adfærd som spiseforstyrrelse og misbrug. Eller livet gør så ondt, at man ikke har lyst til at leve.

Døden har jeg været nysgerrig på og har altid undret mig over, at den er så tabubelagt. Døden bliver nærværende for mig i de situationer, hvor jeg har oplevet mine egne smerter så stærke, at jeg ville ønske, at jeg døde. Det har gjort, at jeg på en eller anden måde har måttet forholde mig til døden, sorgen og lidelsen.

Jeg er en del af vågetjenesten i det nordjyske. Jeg finder dette arbejde meget nærværende og er ydmyg over at få lov til at være sammen med den døende til de sidste åndedrag. Igennem tjenesten har jeg oplevet, at det kan være meget svært at være med det liv, som er ved at rinde ud.

Jeg håber, at vi via foreningsarbejdet kan blive bedre til at understøtte den sidste tid, vi lever til det bedre. Ligeledes til at understøtte hvordan efterladte kan leve videre med meningsløsheden, sorgen og tomheden.  Det vil jeg gerne bidrage til i foreningssammenhæng.

Jeg er pædagog og MBSR lærer.

Jeg har valgt at engagere mig i foreningen, fordi jeg gerne vil være med til at afmystificere døden. Livet sker for os alle, og det gør døden også. Men vi mangler redskaber og sprog til at være med døden – både når vi selv, eller vores nærmeste, står overfor den, eller når vi som sundhedsprofessionelle bliver konfronteret med “den andens” død. For mig at se er det allervigtigste redskab nærværet – evnen til at være nærværende til stede.

Jeg lavede i 2011-12 seks måneders antropologisk feltarbejde hos Zen Hospice Project i San Francsco, som er en af pionererne inden for dels den “gode dødsbevægelse” i USA, dels den amerikanske buddhistiske hospicetradition, hvor man har fokuseret på medfølelse, nærvær og rummelighed i dødsprocessen. Hos Zen Hospice studerede jeg, hvordan hospicefrivillige blev trænet i mindfulness (nærværende opmærksomhed), hvordan de praktiserede mindfulness i det frivillige arbejde på hospicet, og hvordan dette formede deres spirituelle praksisser og livssyn. I mit speciale skriver jeg om, hvordan mindfulness-praksisser skaber særlige tidsoplevelser, og på hvilke måder, det frivillige arbejde var meningsfuldt for de frivillige. Selv oplevede jeg, at dét at praktisere nærværende opmærksomhed på hospice var livsændrende – både for mit syn på livet og døden. Gennem foreningen her vil jeg gerne være med til at videregive mit syn på døden som en naturlig del af livet, der kan mødes med nærvær, rummelighed og accept.

Jeg er sognepræst for et større område med landsbyer rundt om Ry i Dover-Alling-Tulstrup Pastorat. I mit arbejde som sognepræst har jeg ofte kontakt til pårørende til afdøde i forbindelse med kirkelige handlinger. Nogle gange mødes jeg også med den døende til en samtale i forbindelse med konstateringen af uhelbredelig sygdom. Jeg fungerer på den måde både som ritualforvalter i det kirkelige rum og som sjælesørger i kortere eller længere samtaleforløb i forbindelse med dødsfald og kriser.

Som afslutning på min universitetsuddannelse skrev jeg speciale med den mundrette titel: Kom i den sidste nattedragt i en af mine kæres dragt. En undersøgelse af danske hospicepræsters italesættelse af det evige liv og opstandelse i mødet med døende set i lyset af moderne og postmoderne teologers eskatologiforståelse.

Noget af det som trådte frem i min undersøgelse, var værdien af ritualer i forbindelse med døden. De kan blive holdepunkter og pejlemærker. I forhold til terminale patienter var bøn, velsignelse og andagt noget af det, som kunne skabe en ro hos den enkelte.

I Danmark er der en blufærdighed forbundet med at tale om tro og åndelighed i det offentlige rum. Man er gerne lidt skør eller underlig, hvis man ”tror”. Men i sjælesorgens fortrolige rum – overfor dødens endelige punktum for livet – kan samtalen om det, vi ikke har magt over, presse sig på. Min opgave som præst er at være nærværende netop dér.