Ingen af de rum, vi træder ind i, er forudsigelige. Der er klippefremspring, lodrette stier, gange som dukker op i stumpe vinkler og i pludselig grøn. Man kan skifte etage uden at bruge trapper og der er vinduer til rum, man ikke kan trænge ind i. Og intet af det vi går ind til i den mørke sal, er forudsigeligt. Alle mine sanser er vågne.
Vi er i til gourmetmiddag kulturhuset KU.BE og er inviteret til Dinner med Døden i dæmpet lys med fremmede mennesker, i ukendt terræn. Det er fredag aften, den 1. april og alt andet end spas. Og så alligevel.
Jeg er her, fordi jeg har mærket under huden, at døden en dag vil komme til mig. Jeg er her, fordi min tid er kostbar, mine elskede vigtige og fordi jeg føler mig meget levende, når vi tør tale om døden.
Omkring forretten træder formand for Foreningen Nærvær med Døden, Hanne Bess Boelsbjerg op på scenen og med sig har hun Knud Romer. Han beretter livligt fra facetter i sit liv og konkluderer, at foran døden kan vi mødes i samhørighed på tværs af vande. Selv kampe fra familiære skyttegrave kan indstilles, hvis vi tør, når dødens bløde rum åbner.
Vi lytter ved lange borde med bordherrer og -damer, vi kun kender denne aften. Samtalen snor sig om døden, vores frygt og også vores fred ved at se den i øjnene, freden ved at have levet godt og længe nok. Hvis den pludselig skulle være nært forestående.
Det sørgelige ligger i relationerne, der ophører. Især dem, som ophører for tidligt. Mine tårer løber. For at komme overens med at miste et barn kan nok de færreste. Kenneth Thordal står stærkt og sårbart på scenen med sin musik, som kommer fra det sted i ham, hvor kreativiteten vokser ud af tabet af hans unge datter. Jeg er berørt og målløs af beundring over den ligefremhed, der udspiller sig, ja, sågar med humor.
Ved langbordet er vi nået til desserten, som er en hjertensrød rødgrød med fløde. Vi er i roen i os selv. Vi skal huske glæden, også i det små. Vi husker at sige ja. Og særligt til de nære relationer og kærligheden.
Fotograf Linda Hansen træder op og viser sine selvportrætter. Brystkræften lærte hende, at vi alle skal dø alene. Mit hjerte banker og berøres af hendes urolige stemme. I aften er vi her sammen. En dag er vi alene. Alene ved indgangen til døden.
Ingen af de rum, vi træder ind i her til aften er forudsigelige. Men de er livsbekræftende og tankevækkende. Og at sætte sig til bords med døden på denne fredag er ikke for sjov. Til gengæld er både kunstnere og samtaler berørende og vedkommende. Skal man virkelig have været konfronteret med døden for at turde være i samtalen, tage den alvorligt og leve sit liv med en bevidsthed om denne dag kunne være den sidste? Ville vi ikke alle kunne have glæde af at integrere bevidstheden om døden i vores levende liv? For som den libanesisk-amerikanske forfatter Kahlil Gibran skrev: For livet og døden er ét, ligesom floden og havet er ét.
I aften er jeg en dråbe i en flod, jeg er en del af alt og helt alene, jeg er i havet. Mit hjerte slår.
Og jeg er mæt af en dejlig, elegant middag.
….
Det er anden gang Foreningen Nærvær med Døden afholder Dinner med døden, hvor mennesker med lyst til fordybede samtaler og til kunst med udspring i døden som tema, er inviteret til gourmetmiddag med litteratur, musik og fotografi.
Line Fjord, deltager